Werther-prisen gives til mediearbejdere, som gennem deres virke har belyst selvmordsproblematikken på en etisk og oplysende måde over for offentligheden. 

Selve prisen har fået sit navn efter hovedpersonen Werther i Goethes roman fra 1774, ”Den unge Werthers lidelser”, som ender med at begå selvmord. Da bogen udkom, medførte den en regulær bølge af selvmord i såvel Tyskland som i det øvrige Europa, hvor unge mænd identificerede sig med Werther, og tog sig selv af dage ved at benytte samme metode. Fænomenet beskrives i fagkredse som ”Werther-effekten”. Prisens navn skal derfor minde om selve formålet med prisen, at undgå at omtale selvmord og selvmordsforsøg på en måde, som kan være med til at øge antallet af selvmord.

Formålet med prisen er at: 

• forebygge gennem information

• undgå tabuisering

• tage hensyn til og beskytte de efterladte

• oplyse om mulighed for hjælp og behandling for selvmordstruede og efterladte

Retningslinierne for tildeling af prisen ligger i forlængelse af WHO’s anbefalinger, som kan ses på www.selvmordsforskning.dk

Prisen er på kr. 10.000, og den uddeles på Verdensdag for Selvmordsforebyggelse. 

 

Else Marie Nygaard og Maja Funch

I 2017 blev prisen overrakt til journalisterne Else Marie Nygaard og Maja Funch for deres artikelserie "På kanten af livet" i Kristeligt Dagblad. 

Else Marie Nygaard og Maja Funch har med artikelserien gjort et stort dybdegående arbejde. De går i nogle af artiklerne helt tæt på det enkelte individs historie, og bringer gennem personlige interviews, viden om, hvor hårdt det er at have selvmordstanker, og hvor svært det er at være pårørende til en person med selvmordstanker. De har også interviewet danske og norske selvmordsforskere og nøglepersoner indenfor danske selvmordsforebyggende organisationer. Gennem disse interviews bringer journalisterne i artikelserien den nyeste viden om hvad vi i dag ved om risikofaktorer for selvmord, hvilke grupper der er særligt udsatte og hvilket selvmordsforebyggende initiativer der i øjeblikket arbejdet med i Danmark og i udlandet. Endelig bringer journalisterne gennem interviews med præster, pårørende, psykiatere og Livslinien fokus på, hvordan man bedst kan hjælpe personer der har selvmordstanker. De får i artikelserien gentagne gange fremhævet vigtigheden af at række ud, som pårørende og som fagperson, og spørge ind til tanker om selvmord. Journalisterne skal dertil have stor ros for, i to af artiklerne, at bringe fokus på den høje selvmordsrate der er blandt ældre mennesker. De ældre er tit en gruppe der bliver glemt, og journalisternes fokus på denne aldersgruppe er meget prisværdig. 

Else Marie Nygaard og Maja Funch har med artikelserien bragt fokus på hvor utroligt smerteligt det kan være at have selvmordstanker og være pårørende, hvad vi forskningsmæssigt ved om selvmord og hvordan vi bedst muligt kan hjælpe personer der har selvmordstanker. 

 

De foregående prismodtagere er:

 

2016 – Forfatter Jorit Tellervo

2015 – Journalist Sine Scott Andersen

2014 – Sportsjournalist Dan Philipsen

2013 – Filminstruktør og skuespiller Lotte Andersen

2012 - programmedarbejderne Cecilie Elmose Warnich og Cecilia Sejer, DR

2011 - Birgitte Andersen, Psykolog og Torben Åndahl, Fotograf

2009 - Bente Hjorth Madsen, Center For Selvmordsforebyggelse

2008 - programmedarbejderne Cecilie Elmose Warnich og Cecilia Sejer, DR

2007 - journalist Tommy Byrne, Fyens Stiftstidende

2006 - redaktør Thorkild Nyholm, DR

2005 - journalist Inger Anneberg, a4media

 

Bag initiativet i Danmark står en arbejdsgruppe bestående af Merete Nordentoft, Foreningen for Uddannelse og Forskning i Selvmordsadfærd, Anja Thomsen, efterladt og tidligere bestyrelsesmedlem i Landsforeningen for efterladte efter selvmord, Per Roholt, Dansk Journalistforbund og Trine Banke d'Andrade, Center for Selvmordsforskning.

Læs mere om selvmord og selvmordsforskning på www.selvmordsforskning.dk eller www.iasp.info/