Nordentoftprisen er blevet indstiftet af Foreningen til Undervisning og Forskning i Selvmordsforebyggelse (FUFS) for at markere Professor Merete Nordentoft’s store indsats for forebyggelse af selvmord herhjemme både forsknings- og forebyggelsesmæssigt. Prisens formål er at synliggøre det selvmordsforebyggende arbejde i et bredere offentligt forum og vise anerkendelse for en særlig, prisværdig indsats på det selvmordsforebyggende område med vægt på forskning og udvikling. Dette inkluderer også indsatser indenfor praksisfeltet.
Af praktikere forventes det at, kandidaten har bidraget med udvikling, udbredelse samt evt. implementering af innovativ intervention/indsats/idé med henblik på at fremme eller formidle selvmordsforebyggelse i Danmark.
Af forskere forventes det at, arbejdet/forskningsprojektet har haft til formål at udvikle eller undersøge aspekter af selvmordsforebyggelse i Danmark eller internationalt. Ligeledes forventes det at projektet er af høj metodisk kvalitet samt er publiceret i peer-reviewed tidsskrift.
Jette Larsen
Nordentoftprisen 2024 går til Jette Larsen for hendes pionerarbejde med udviklingen af Minplan, en digital selvmordsforebyggende app. Jette Larsen har gennem sin innovative tilgang været på forkant med den digitale udvikling og bidraget væsentligt til selvmordsforebyggelsen i Danmark. Ved at digitalisere kriseplanen har hun gjort hjælp let tilgængelig og altid ved hånden, hvilket er afgørende for brugere, der befinder sig i svære situationer. Appens design muliggør desuden, at den kan anvendes uden behov for klinisk vejledning, samtidig med at den fungerer som et værdifuldt supplement til det kliniske arbejde. Appen Minplan findes her: https://minplan.org
Minplan, som blev lanceret i 2014, har hjulpet mange mennesker i krise og styrket den selvmordsforebyggende indsats betydeligt.
De foregående prismodtagere er:
2023 -Arnârak Patricia Block, PhD-studerende. Arnârak Patricia Bloch modtog prisen fordi hun har ydet en ekstraordinær indsats med at udbrede selvmordsforebyggende viden blandt fagfolk i Grønland.
2022 -Charlotte Mühlmann, PhD. Charlotte Mühlmann modtog prisen fordi hun med sin forskning i internetbaseret terapi er med til at udvikle og styrke den selvmordsforebyggende indsats i Danmark.
2021 -Kate Aamund, læge og seniorforsker. Kate Aamund fik prisen for hendes store arbejde med at udvikle og implementere et nationalt e-læringsprojekt, der skal opkvalificere og certificere klinisk personale i psykiatrien.
2020 – Trine Madsen, PhD. Trine Madsen modtog prisen for hendes registerbaserede selvmordsforebyggende forskning, der har bragt fokus på på psykiske sygdomme, infektioner, hjernetraumer og udsendelser til krigszoner som risikofaktorer for selvmord.
2019 – Livslinien. Livsliniens rådgivere har i 25 år ydet en stor indsats på det selvmordsforebyggende område. De er en organisation som altid fremstår med en klar holdning omkring selvmordsforebyggelse, og som sætter fagligheden i fokus.
2018 – Niels Buss, PhD. Niels Buss har både i Danmark og internationalt arbejdet med at styrke familieperspektivet i det selvmordsforebyggende arbejde. Han er professor ved University of Sydney, Australien og adjungeret professor ved Psykiatrien Region Sjælland.
2017 – Jan-Henrik Winsløv. Jan-Henrik Winsløv får prisen fordi han gennem en utrættelig arbejdsindsats har initieret mange selvmordsforebyggende projektet og gjort en ekstraordinær indsats for at forebygge selvmord i Region Nordjylland.
2016 – Erik Christiansen, PhD. Erik Christiansen fik prisen fordi han igennem mange år har bidraget væsentligt til vores viden om risikofaktorer for selvmordshandlinger blandt børn og unge.
2015 – Lone Fogholm fra Kompetencecenter for Selvmordsforebyggelse i København. Lone Fogholm modtog prisen for sit utrættelige arbejde og engagement i Kompetencecenteret, hvor hun med sin høje faglighed hver dag gør en stor forskel for hendes patienter.
2014 – Annette Erlangsen fra Forskningsenheden Psykiatrisk Center København. Annette Erlangsen modtog prisen i 2014 som anerkendelse for hendes store forskningsindsats og engagement inden for det selvmordsforebyggende felt. Annette Erlangsen startede sin forskningskarriere i epidemiologisk og geriatrisk selvmordsforebyggende forskning, men har siden udvidet emnefeltet til også at rumme multicenter- samt interventionsstudier for alle aldersgrupper.
2013 - Elene Fleischer fra Netværket for selvmordsramte (NEFOS). Elene Fleischer modtog prisen for hendes store indsats for efterladte efter selvmord og pårørende til selvmordstruede. Elene Fleischer oprettede egenhændigt NEFOS i 2005 som en frivillig organisation, der yder kvalificeret støtte til efterladte efter selvmord og pårørende til selvmordstruede gennem professionelle hjælpere.